Oprørene imod diktaturet i de muslimske lande har fået den vestlige verden til at forvente, at der nu vil blive demokratiske tilstande i mange af de berørte lande.Det gælder bl.a. Tunesien, og Egypten (hvor vi i nyhedsmedierne har fulgt de ugelange demonstrationer med "begejstring"). Men også Algier, Bahrein, Jordan, Libanon, Libyen, Yemen, og nu også Iran er berørt af folkets protester.
Af Hans Kristian Neerskov
Præst, forfatter.
Men hvor naive kan vi være i vore vestlige kulturer? For det første ved vi fra historien, at demo-krati (græsk: "folke-styre") tager meget lang tid at gennemføre. For det andet viser historien os, at diktaturer meget lettere og hurtigere kan gennemføres. Det vidner både tidligere og nuværende realiteter om.
Da Shahen af Persien (Iran i dag) var langt på vej til at indføre demokrati i landet, blev han væltet af den revolutionære Khromeni, som ved en "kassettebånds-revolution" fra Frankrig pludselig overtog magten i landet i 1979. Det er nu et af verdens værste diktaturer, der i dag er en trussel imod verdensfreden.
Også Libanon var stærkt på vej til at blive demokratisk, men i 1975, da Sulay Frandjiye blev den nye leder, blev landet i løbet af det næste år et diktatur med indbyrdes borgerkrige indtil år 2000. Men et "demokratisk valg" i 2010 fortsætter nu i et stærkt diktatur. Det har allieret sig med Syrien og Iran i et ønske om at udslette Israel.
Det seneste eksempel er Ukraine, der for seks år siden afholdt demokratiske valg, som nu er ved at drukne i diktaturets jerngreb. Demokratiske valg er første vej til demokrati, men historien viser, at de alt for ofte knuses af diktatoriske kræfter. Vi var alle overraskede, da der i Gaza i 2007 blev afholdt demokratiske valg, som førte til, at Hamas fik diktatorisk magt i Gaza. På Vestbredden er det nu det diktatoriske Fatah, som delvis har magten.
Selv i vort gamle Europa oplevede vi, at et demokratisk valg førte til et af de værste diktaturer i verdenshistorien, da den østrigsk fødte Adolf Hitler i 1933 blev udnævnt til "Rigskansler" og de følgende fem år indførte et diktatur i Tyskland, hvor modstandere blev likvideret. Dette endte med Anden Verdenskrig 1939 - 1945, som førte til oprettelsen af "United Nations" (FN) for at undgå, at diktatorer kunne begynde en tredje verdenskrig.
Interessant er det at lægge mærke til, at de fleste af disse diktaturer havde og har jødeforfølgelse på deres program. Dette gælder i dag for Gaza, Iran, Libanon og Syrien. Tilsyneladende har Egypten været garanti for freden i Mellemøsten, støttet økonomisk af USA, men nu ved ingen, hvad der vil ske. Jordan har også sluttet fred med Israel, men striden mellem de to lande er blevet forværret på det sidste. I virkeligheden burde man kalde Jordan for det nuværende "Palæstina", fordi FNs deling af det tilbageværende "Hellige Land" er en absurd deling, som intet har med de historiske prioriteringer at gøre; hvilket på længere sigt forværrer forholdene for freden i Mellemøsten.
Endetidens begivenheder
Meget tyder på, at vi nu lever i den eskatologiske tid, kaldet "De sidste Tider", som fortrinsvis er beskrevet i Daniels Bog og Johannes Åbenbaring, samt i andre af Bibelens bøger. Her læser vi i Daniels bog, kap. 9 om 70 års-uger, der er opdelt i først 62 uger og derefter 7 uger, samt en afsluttende årsuge. Dette udlægger Anders Ova i sin nyligt udkomne bog "Den sidste profeti" således, at de første 69 uger er tiden fra den persiske konge Artaxexes dekret og til år 32 e. Kr., hvor Vor Herre Jesus Kristus blev korsfæstet - i den tid er der gået 69 årsuger - eller 173.880 dage efter den jødiske kalender. Derved når han frem til påsken i år 32 e.Kr., hvor Jesus blev korsfæstet.
Den sidste årsuge handler så om tiden efter menighedens bortrykkelse indtil det store slag ved Hamageddon, beskrevet hos profeten Zakarias i 12. kapitel med afslutning i det 14. kap., hvor Gud opretter tusindårsriget. De mellemliggende cirka 2.000 år er hedningernes tider og "den nytestamentelige menigheds" tid, men dette hører ikke med til de profetier, som er omtalt i Daniels bog. For disse profetier er Guds store plan med sit udvalgte folk, som primært drejer sig om Israels 12 stammer. Således skulle menighedens bortrykkelse ske i begyndelsen af den syv-årige periode.
Vi kristne har været så optaget af vor egen frelse, at vi ofte har misforstået Guds frelsesplan, som primært handler om hans ejendomsfolk: Israel! Stort set har vi ikke har forstået det eskatologiske budskab. Men i "Tusindårsriget", hvor der vil være fred og fordragelighed på hele jorden, vil det endelig være jøderne, som er formidlere af Guds-pagten - måske sammen med den bortrykkede menighed? Jøderne kender de fleste sprog og kulturer i verden og vil så være formidlere af Fredsriget i disse tusinde år.
Forud for denne tid læser vi i kap. 9 i Johs. Åb om en hær, der skal gå over Eufratfloden, som er en hær på to gange tiusind titusinder, hvilket jo er 200.000.000 (200 mio.) mand. Den har ingen besvær med at forcere Eufratfloden, for der står: "Den sjette engel hældte sin skål ud over den store flod Eufrat, og den udtørredes for vand, så der blev banet en vej for kongerne fra solens opgang" (Johs.Åb. 16,12).
Skal denne profeti gå i opfyldelse, må Kina være med i denne store hær, som drager fra Solens opgangsland og til Mellemøsten. I den forbindelse er det interessant, at Kina og Rusland i 1950 indgik en 30-årig fredspagt, som aldrig fik nogen betydning, og det oplevede jeg, da jeg første gang besøgte Kina. Det var i 1980, inden der var åbnet for turisme til Kina fra den vestlige verden. Nu havde den kinesiske regering besluttet, at det skulle ske, og den første begyndelse var, at vi var 30 mennesker fra 17 lande, der blev inviteret på en "government-invitation" til Kina.
Da Danmark var det første land i verden, der anerkendte Mao-styret, måtte der være en dansker med på turen, og da jeg var hængt ud i det russiske regeringsblad for at være ideologisk fjende nummer ét af USSR, måtte jeg jo nødvendigvis være en ven af Kina! Derfor blev jeg udpeget som talsmand på gruppens vegne.
Turen var en stor oplevelse, hvor vi var til adskillige "regerings-middage", og vi blev behandlet som små konger. På den tid hang der endnu et 12 meter højt billede af Stalin på Den himmelske freds Plads. 30 år efter fredsaftalen mellem Kina og USSR, og 27 år efter Stalins død og hans senere fjernelse i 1956 fra mausoleet på Den røde Plads i Moskva, blev hans legeme brændt og begravet ved Kremls mur! Det 12 meter høje billede var formodentlig kun dér for at genere USSR.
Men tiderne skifter stadig, og Kina og det nuværende Rusland er ikke blot på talefod, men er blevet gode venner. En anden stærk fjende af Israel er det nuværende Iran - det gamle Persien, og hvis disse tre lande kan blive enige om det, er hæren på 200 mio. mand let at etablere for at angribe Israel, som profetierne i Bibelen åbenbarer det.
De sidste syv uger er fra staten Israels grundlæggelse i 1948, og indtil i dag. Så vil Gud gribe ind, (Zak. kap. 12:9-10 og kap.14:1-4), og tusindårsriget vil være en realitet med fred og harmoni i hele verden. Det første, vi kan vente i den eskatologiske åbenbaring, er altså Jesu snarlige genkomst.