E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
02 Jul 2014 21:39

Der har i mange år hersket vild diskussion om dens pålidelighed. Jeg vil her fortælle nogle forbløffende facts om en gammel bog.

Der har i mange år hersket vild diskussion om dens pålidelighed. Nogle har hævdet, at det ikke er andet end en samling myter... og at man ikke kan tage den for at være en sand beretning. 
Dette gamle dokument indeholder noget, man kunne kalde et "skattekort", men tegnet med ord - et kort, som viser lokaliseringen af skjulte skatte.
Guldjægere, opdagelsesrejsende og videnskabsmænd har i den senere tid studeret skattekortet lidt nøjere. Og ud fra sporene på kortet har man faktisk fundet frem til nogle af de beskrevne skatte.
Ja, hvor fantastisk det end lyder, har folk på jagt efter værdifulde råvarer som olie og kobber fundet disse rigdomme præcis der, hvor denne gamle bog havde sagt, de skulle være!
Opdagelserne sker i Israel og Egypten.

Nilen-bitumen = olie

Da præsidenten for Standard Oil Company sad og læste den gamle beretning om en lille båd, der drev omkring på Nilen med en lille hebraisk dreng, som hed Moses, stoppede han brat op.
Det, der fangede hans opmærksomhed, var følgende: at båden var imprægneret med harpiks (bitumen) for at gøre den vandtæt.
Oliemanden ræsonnerede, at hvor der var harpiks (bitumen), måtte der også være olie. Hans selskab tog til Egypten og borede. Og præcis langs med Nildalen fandt de olie.

Check-liste stemte overens med fund


En tidligere øverstbefalende i den israelske hær, Dr. Yigal Yadin, var ude for en lignende oplevelse. Han stod i spidsen for udgravninger i den bibelske by Hazor i det nordlige Israel.
Baseret på beskrivelser i Bibelen lavede han en liste til brug for de folk, som deltog i udgravningen, og sagde til dem: "Regn med, at I vil finde de her genstande."
Til deres forbløffelse - men ikke hans - fandt de alt, hvad der stod på listen inklusive byporten, som ifølge Bibelen stod der.

Vand i ørkenen

Vand er altid et problem i et land, hvor mere end halvdelen er ørken. Derfor er det en kæmpe overraskelse pludselig at nå frem til en swimmingpool med vippe og det hele midt i den golde Negev-ørken i det sydlige Israel.
Swimmingpoolen er resultatet af en jagt på vand, udført tæt på en moderne bosættelse ved navn Yotvata - efter det bibelske sted Jotbata.
Hvor er indiciet i Bibelen på, at der skulle være vand her" Det finder vi i beretningen om udvandringen fra Israel, som fortalt i 5. Mosebog 10,7:"Derfra brød de op og drog til Gudgoda, og fra Gudgoda til Jotbata, et land med bække."
Siden Israels genoprettelse i 1948 har staten brugt Bibelen som praktisk hjælp i en moderne tid.
Forskere er tyet til Bibelen for at finde ud af, i hvilke egne der fandtes vand i gamle dage - vand, som fik landet til at blomstre. Ud fra fortællingerne har de lokaliseret de gamle brønde og renset dem op til brug igen.
Som mrs. A.G. Rylah, gift med en israelsk førsteminister, har udtrykt det: "De ved, at når Bibelen nævner en bestemt afgrøde, og hvor den voksede, så vil den vokse der igen, hvis der tilføres området vand."

Israel: "Olie ud af flinteklippen"

Da den vigtige nyhed om det første oliefund i Israels historie blev udsendt i den unge nations radio i 1955, blev den indledt med oplæsning af et stykke fra 5. Mosebog, kapitel 32. vers 13. Her står der, hvordan Gud Herren førte Jakob ud af ørkenen ind i et land, hvor han kunne "suge... olie ud af flinteklippen".
Det var meget passende med denne indledning, for det var Bibelen, som i første omgang havde inspireret israelerne til at bore.
Så da briterne efter flere forgæves forsøg opgav jagten på olie, dengang Det Hellige Land var britisk mandatområde, ventede israelerne tålmodigt på deres chance.
Kort efter at have opnået uafhængighed i 1948 begyndte de at bore i et område, de kaldte Heletz tæt på den uroprægede Gazastribe på grænsen til Egypten.
Deres tro gav bonus i 1955, da boret pludselig eksploderede og "olien fra flinteklippen" sprang højt i vejret.

Asher: Jern

En bemærkelsesværdig beretning om tro i Bibelens profetiske tekst blev fortalt af den tidligere udviklingsminister i Israel, dr. Dov Joseph.
I teksten møder vi Moses" profeti til Israels stammer i 5. Mosebog 33, 24-25, hvor Moses siger til Asher: "måtte dine portslåer være jern."
Under inspektion af en nyligt opdaget jernmalmåre i Galilæas bjerge i det nordlige Israel kom en af minearbejderne, en krumbøjet, hvidhåret gammel mand, hen til dr. Joseph og gav ham et primitivt kort over det bibelske Israel, hvoraf det fremgik, at den nye mine lå i Asher og hans stammes land.
"Og her, sir," sagde den gamle mand, "har vi fundet den jernmalm, som Moses lovede os."

Kong Salomons miner

Beretningen i Bibelen om kong Salomons hof lyder som et eventyr.
Det virker næsten, som om forfatteren må have haft en rig fantasi og en tendens til at overdrive. Men beskrivelsen af Salomons styre viser sig at være et FAKTUM, selvom den lyder som fiktion.
Det blev bevist af to amerikanske arkæologiske ekspeditioner i 1937.

Det år drog en kamelkaravane af sted fra Jerusalem til Aqaba-golfen, læsset med det seneste nye udstyr og efterfulgt af geologer, historikere, arkitekter, arkæologer og en fotograf.
Lederen af karavanen var dr. Nelson Glueck, der som andre var medlem af det berømte amerikanske fakultet for orientalsk forskning.
Målet var en uformelig høj ved navn Tell el-Kheleifeh.
Glueck, som var en verdensberømt arkæolog og bibelforsker, havde brugt mere end tyve år på at gennempløje Israels store og tørre Negev-ørken i sin søgen efter det, Bibelen sagde fandtes der.
Sporet havde han fra 5. Mosebog (kap. 8, 7 og 9):
"Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land... et land, hvis sten er jern, og i hvis bjerge du kan bryde kobber."
Efter en rejse med kamelkaravane og til fods, som ville have givet rigeligt med stof til en Hollywood-film, nåede de frem til Tell el-Kheleifeh. Denne ensomt beliggende høj, som ikke forekom at være større end en bunke murbrokker, rejser sig ud af den uendelige, skyggeløse slette.
De slog lejr og begyndte at sondere terrænet. Og helt uventet gav deres grundige arbejde hurtigt resultater. Der blev fundet fiskekroge: Fiskekroge af kobber! Derpå fandt de mursten og rester af murværk. Alle steder rundt omkring noterede videnskabsmændene sig, at sandstenen var af en karakteristisk grøn farve.
En aften sad Glueck i sit telt og reflekterede over resultaterne af arbejdet. 
Der var blevet fundet meget interessant materiale, men ikke noget virkelig usædvanligt.
Mens han sad og gennemgik sine notater, standsede han op og grundede. Jernmalm og malakit i Aqaba" I den høj af murbrokker foran hans telt, rester af murværk, slagger og kobberfiskekroge" Og altsammen fundet knap 500 meter fra Det Røde Hav"
Det virkede altsammen bekendt på en eller anden måde.
Med stigende spænding fandt Gluck igen frem til det sted i Bibelen, som omtaler Det Røde Hav i forbindelse med en stor konge:
"På den tid drog Salomo til Esjongeber og til Elat i Edom ved havets kyst" (2. Krøn. 8,17).
Glueck vidste, at på Bibelens tid gik Edom helt ned til bugten ved Det Røde Hav.
Nu arbejdede hans hjerne på højtryk.
Midt om natten indkaldte han sine kolleger til et møde.
De besluttede at foretage en grundig undersøgelse nu.
Glueck var sikker på, at han nu vidste, hvorfor de havde fundet støbeforme og en masse kobberslagger midt ude på den golde, ubarmhjertigt brændende slette.

En højovn

Hans team arbejdede som rasende, men måtte trække sig tilbage, før Glueck havde held til at bevise sin teori.
I 1940 fortsatte en ny ekspedition udgravningerne i Tell el-Kheleifeh og BEVISTE, at Gluecks fornemmelse havde været rigtig.
På en plads omgivet af fire mure afdækkede ekspeditionen en kæmpestor bygning. Den grønne misfarvning på murene lod ingen tvivl tilbage med hensyn til dens formål... det var en højovn.
Murstensvæggene havde to rækker huller: de var røgkanaler. Bygningen rummede et sindrigt system af luftkanaler.
Højovnen var bygget efter et princip, som blev taget op igen i den moderne industri i den 19. århundrede og gik under navnet Bessemer systemet.
Ezion-Geber lå på Kongevejen, som gik fra Egypten til Damaskus i Syrien. 
Ti smeltere til raffinering af kobber er siden blevet udgravet her. De havde røgkanaler af et moderne udseende.
Ikke nok med, at de vendte mod nordvest for at få vinden, der blæste mod syd fra nordvest, ind med stor styrke, men de lå også i byens nordvestlige hjørne. Vinden blev ved hjælp af luftkanaler automatisk brugt til at sørge for den nødvendige træk til ilden i ovnen. 
Her blev kobberet og jernet ikke blot raffineret, men også lavet til metalbarrer og færdige produkter.
Ezion-Geber producerede det metal, der blev brugt til det rituelle udstyr på Salomons tempel i Jerusalem - til "bronzealtret", "havet", som var navnet et stort kobberbækken, til de "ti stel af bronze", til "askespandene, skovlene og stænkeskålene" og til de store søjler "Jachin og Boaz" i templets indgang.
Kong Salomon, der af Glueck beskrives som den "store kobberkonge", skal regnes med blandt oldtidens største eksportører af kobber. 
Meget af Salomons enorme rigdom stammede uden tvivl fra produktion af metalværktøj og våben og fra salg heraf til andre nationer.
Det var her ved Ezion-Geber, at Salomon byggede oceangående skibe. De sejlede til verdens ender. Tilbage gennem Ezion-Geber kom der hvert tredje år produkter fra troperne som for eksempel elfenben og ibenholt og eksotiske dyr som silkeaber og påfugle (1. Kong 9:26; 2. Krøn 8:17, 18; 9:21).
De bibelske kildeskrifter omtaler, at der var mere guld, sølv og kobber i Salomons regeringstid end nogensinde hverken før eller senere (1. Kong 7:46,47; 2. Krøn 4:17,18; 9:13,14,27).
Arkæologien har i vores tid bekræftet og belyst alle disse facts.
Havnen og havneanlægget er blevet begravet i sand.

Kobberminer

Men Glueck fandt mere, end han ledte efter - de rige kobberminer, som havde været med til at gøre kong Salomon til en rig monark, og som havde været tabt for civilisationen i næsten 3000 år. 
Disse miner, i det jordanske område kendt som Arabah i den nordøstlige del af Ezion-Geber, viste sig at være talrige i antal. Kobbermalm blev hentet derfra og smeltet i ovne nær ved minerne. Store bunker af slagger i nærheden af disse miner vidner om omfattende minedrift. Og potteskår fundet i og udenfor minerne daterer det meste af denne aktivitet tilbage til Salomons tid.
Ruiner af ovne tæt på minerne vidner om, at malmen er blevet forarbejdet i takt med, at den blev gravet op af undergrunden. Derfra blev det rå metal så transporteret til Ezion-Geber for at blive raffineret.
Som resultat af Gluecks opdagelse blev ørkenens stilhed snart brudt af lydene fra en blomstrende, travl mine- og kobbersmeltningsindustri i Timna, stedet for de bibelske miner.

Jernminer

Senere udvidede Glueck sine udforskninger til Negev, det tørre, øde landskab i det moderne Israel. Der fandt han rige jernminer, som siden hen er blevet udnyttet igen i lighed med kobberminerne efter at have ligget i dvale i 3000 år.
"Jeg er altid gået ud fra den forudsætning, at de historiske redegørelser i Bibelen er sande," sagde dr. Glueck. "På det grundlag har jeg gjort nogle af mine vigtigste fund."

Gammel militærstrategi i Mikmas

Den 13. februar 1918, umiddelbart før afslutningen på 1. Verdenskrig, stod kommandøren for den britiske hær i Mellemøsten, Viscount Allenby, i Palæstina og var i færd med at skitsere en plan for et frontalt angreb på landsbyen Mikmas.
Mikmas (Mukhmas) ligger 14 kilometer nord for Jerusalem, på en bakke nord for det snævre og dybe Wadi es-Suweinit (Mikmas-pas), som fører fra Ephraims højslette ned til Jeriko.
Men her stod altså Allenby og var i færd med at planlægge et frontalt angreb på den tyrkisk belejrede landsby.
En af hans officerer, major Petrie, var overbevist om, at han havde hørt navnet Mikmas før, men kunne ikke komme i tanke om hvor eller hvornår.
Og den nat kunne han ikke falde i søvn, fordi ordet blev ved med at køre rundt i hovedet på ham.
Mikmas... Mikmas, grublede han.
Til sidst kom han i tanke om, hvor han havde det fra. Mikmas var navnet på et sted, der var nævnt i Bibelen.
Major Petrie tændte lampen og begyndte at rode efter sin bibel. Efter kort tids søgen fandt han til sin lettelse og glæde det sted i Bibelen, han ledte efter, i 1. Samuel, kap. 13 og 14.
Majoren skyndte sig derpå hen til sin overordnede og vækkede ham, mens han ophidset udpegede de vers i Biblen, der beskrev et slag på selv samme sted 3000 år tidligere.
Den bibelske beretning fortæller, hvordan kong Sauls søn Jonatan og hans våbendrager - bare de to mænd alene - klatrede op ad en stejl sti mellem to klippefremspring og besejrede filistrene.
Generalen besluttede, at det var værd at undersøge stedet nærmere. Han sendte straks to spejdere ud for at checke, hvor nøjagtig beskrivelsen i Bibelen var. Da spejderne lokaliserede de skarpe klippefremspring og andre landmærker, meldte de tilbage om deres fund.
Kommandøren og majoren studerede derpå grundigere beretningen i Bibelen. Og som resultat heraf ændrede de samme nat planen for angrebet.
Næste morgen fulgte en lille deling britiske soldater Jonatans rute, overraskede tyrkerne og sendte dem uden problemer på flugt.

Jonathan Gray

På Jonathan Grays hjemmeside kan man på engelsk læse mere om utrolige opdagelser af fortidens gåder.

Emner
Arkæologi
"dagens by 5-jul-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Maribo

Maribos våben.pngMaribo en central by og gammel købstad midt på Lolland med 5.923 indbyggere (2014). Den er først og fremmest kendt som Domkirkebyen Maribo med sin majestætiske gamle klosterkirke, Maribo Domkirke, som vartegn. Den kendes også som digterpræsten Kaj Munks fødeby. Byen er en af de få danske købstæder, der ligger inde i landet - uden direkte sejlforbindelser til farvande og have omkring Danmark. Købstaden er omgivet af Maribosøerne, hvor der om sommeren sejler turistbåde rundt til de små øer. Fra byens station er der veteranbaneforbindelse, Museumsbanen Maribo-Bandholm, til den lille havneby Bandholm ved Smålandsfarvandet og til Nakskov og Nykøbing F med Lollandsbanen (Regionstog A/S).

Maribo bærer præg af at være en gammel by uden meget industri. I den sydlige del af centrum findes en række ældre bykvarterer med små gader og stræder. Ved domkirken findes ruiner af Skt. Birgitta Kloster fra 1416, der allerede var i forfald, da Leonora Christina boede her. I dag findes en katolsk kirke i Maria Gade. Skt. Birgitta Kirke er opført til de polske roearbejdere i 1897. Andre ældre bygningsværker er Kapellangården fra 1756 og Maribo Rådhus fra 1856  Torvet.

Maribo Kloster blev oprettet af dronning Margrethe på gården Grimstrup. Maribo by opstod ved klostret. Købstaden Maribos historie hænger derfor uløseligt sammen med Skt. Birgitta Kloster (Maribo Kloster). På det sted hvor Maribo ligger nu, lå i begyndelsen af 1400-tallet en lille landsby Skimminge. En særlig orden inden for den katolske kirke, Birgittinerordenen, udvalgte dette sted til at opføre etkloster, viet til Jomfru Maria. Klosteret, som stod færdigt i 1416, var opdelt i to adskilte fløje - én for munke og én for nonner. De to grupper mødtes i dén klosterkirke, der skulle blive til Maribo Domkirke. Klosterkirken blev opført i årene 1413-1470. Birgittinerordenen søgte nu Paven om tilladelse til at kalde stedet for Maribo, en afledning af "Marie-bo": en "religiøs bolig for den hellige jomfru". Samme år som klosteret stod færdigt, fik det og den omkringliggende bebyggelse købstadsrettigheder af Erik af Pommern, og Paven gav sit samtykke til stednavnet Maribo i 1418. Herfra begynder byens historie. I Maribos byvåben ses Den hellige Birgitta af Vadstena, der grundlagde Birgittinerordenen.

Selv med købstadsrettigheder var det svært for Maribo at udvikle sig til en egentlig handelsby, fordi byen ikke lå ved havet. Men Maribo Kloster voksede i løbet af det 15. århundrede til et af Danmarks fornemste og mest betydningsfulde klostre, ikke mindst fordi mange af dets beboere og økonomiske støtter tilhørte adelen. Birgittinerordenen var også formynder over den nærliggende Østofte Kirke, som Christoffer af Bayern havde skænket Maribo Kloster, og som paven havde bekræftet i 1453. Købstaden Maribo skulle bistå klosteret økonomisk og stille med arbejdsduelige borgere, når bygningsarbejder var påkrævet. Helt frem til Reformationen begunstigede og stadfæstede adskillige konger, paver og kardinaler Maribo Klosters privilegier ved afladsbreve til dem, der skænkede gaver til klosteret. Efterhånden begyndte andre danske klostre at søge om optagelse i ordenen som Sankt Agnete Kloster i Roskilde i 1487. Mange velhavende mænd og kvinder lod sig udnævne til "brødre og søstre udenfor" for at få del i klosterets renommé. Klosteret var i fremgang og selv ikke Reformationen i 1536 mindskede klosterets magtmæssige betydning i sammenligning med andre danske klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Den vigtigste lektie om bøn er dette: Gør det! Gør det! GØR DET!
John Laidlaw