Fra Ordetogisrael.dk 
1. april 2000.
Af Ole Andersen.

Når jøder i dag fejrer påskemåltid, sker det stort set, som da Jesus og disciplene gjorde det skærtorsdag aften. Ligheden kaster et overraskende lys over den kristne nadver.

Den 19. april er der fest. Den aften samles jøder over hele jorden nemlig til det traditionelle påskemåltid. Aftenen er et af de helt store højdepunkter i den jødiske festkalender, som børn og voksne ser frem til med forventning.

Også for kristne er det jødiske påskemåltid spændende. De dramatiske begivenheder skærtorsdag aften i Jerusalem omkring år 30 foregik netop ved et jødisk påskemåltid. Og i påskemåltidet er der gemt en nøgle, der kan åbne for en dybere forståelse af noget, Jesus den aften sagde til sine disciple. Hvad mente Jesus egentlig, da han midt i måltidet sagde den kendte sætning, der bruges ved den kristne nadver: »Gør dette til min ihukommelse«? Nøglen til den sætning ligger gemt i det jødiske påskemåltid.


Jødernes påske
Jøderne havde fejret påske længe før det år, hvor Jesus døde og opstod. For 3.500 år siden var israelitterne slaver i Egypten. Men efter 430 års slaveri sendte Gud Moses for at befri folket.

En dag hen på foråret, nemlig den 14. nisan efter den jødiske kalender, skulle alle israelitiske familier slagte et lam og smøre lidt af dets blod på dørstolperne i deres huse. Samme aften, den 15. nisan (i den jødiske kalender skifter døgnet ved solnedgang), skulle israelitterne spise lammet med usyret brød og bitre urter.

Mens israelitterne sad rejseklare i deres huse og spiste, gik Gud gennem landet og slog alle førstefødte egyptere ihjel. Kun hvor der var smurt blod på dørstolperne, gik han forbi. Denne plage gjorde egypterne så rædselsslagne, at de nærmest drev israelitterne ud af landet.

Til minde om udgangen af Egypten befalede Gud, at israelitterne hvert år skulle fejre »påske«, på hebraisk pesach, dvs. »forbigang«. De skulle slagte et lam og spise det sammen med usyret brød og bitre urter, og i syv dage efter påskeaftenen måtte de kun spise usyret brød (2 Mos 12).

På Det Nye Testamentes tid blev påsken omhyggeligt fejret efter forskrifterne i Mosebøgerne. Påsken var en af årets tre vigtigste højtider. Tusindvis af jøder fra hele verden strømmede til Jerusalem for at fejre påsken. Også Jesu forældre havde tradition for hvert år at rejse op til Jerusalem og fejre påskefesten dér. Vi ved ikke, om Jesus var med hvert år, men som tolvårig var han i hvert fald (Luk 2,41ff).


Jesu sidste påskemåltid
Påskemåltidet var en helt central del af påskefejringen. Det rabbinske skrift Mishna, der blev samlet omkring år 200 e.Kr., fortæller detaljeret om, hvordan påskemåltidet skulle forløbe. Selvom der kan være sket enkelte ændringer fra Jesu tid til år 200, er der ingen tvivl om, at påskemåltidet på Jesu tid i hovedtrækkene er blevet fejret, sådan som Mishna fortæller. Endnu i dag fejrer jøder påskemåltid efter samme forskrifter.

Påskemåltidet fulgte et ret fast ritual. I løbet af aftenen drak man fire glas vin blandet med vand. I forbindelse med det andet bæger blev hele beretningen om israelitternes ophold i Egypten og Guds udfrielse af dem genfortalt. Påskeberetningen blev afsluttet med første del af Lovsangen, nemlig Salme 113-114.

Under selve måltidet blev der spist usyret brød, bitre urter og kød fra det slagtede påskelam. Efter måltidet fulgte de to sidste bægre vin sammen med en takkebøn og anden del af Lovsangen, nemlig Salme 115-118.

Det Nye Testamente fortæller, at det var under påskemåltidet, Jesus indstiftede nadveren. Om morgenen den 14. nisan havde Jesus bedt Peter og Johannes om at ordne de praktiske forberedelser til påskemåltidet om aftenen (Luk 22,7-13). Peter og Johannes skulle dels finde et lokale, hvor de kunne spise påskemåltidet, og dels forberede de bitre urter, det usyrede brød, vinen og de andre ting, der skulle spises. Midt på eftermiddagen har de skullet op i templet og slagte lammet og derefter stege det i hel tilstand.

Efter solnedgang samledes Jesus og disciplene, og Jesus indledte måltidet med at sige: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer« (Luk 22,15).

En lang række detaljer i evangeliernes beretninger kan kun forstås, når vi husker, at der var tale om et jødisk påskemåltid. Lukas nævner udtrykkeligt, at Jesus begyndte sammenkomsten med at velsigne et bæger vin, præcis som man gjorde ved påskemåltidet. Og både Matthæus og Markus fortæller, at Jesus og disciplene først på aftenen »dyppede i fadet«, hvad der sikkert hentyder til den forret, der blev spist mellem første og andet bæger vin.

Første del af nadverindstiftelsen fandt sted under selve måltidet. Jesus tog et af de usyrede brød og velsignede det. Velsignelsen af brødet var en fastformuleret bøn, der lød: »Lovet være du, Herre vor Gud, verdens Konge, der lader brød fremspire af jorden«.

Efter velsignelsen brækkede Jesus brødet i stykker og delte det ud med ordene: Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Og netop her fortsatte Jesus så med de kendte og meget brugte ord: »Gør dette til ihukommelse af mig«.

Anden del af nadverindstiftelsen fandt først sted noget senere. Både Lukas og Paulus fortæller udtrykkeligt, at det var »efter måltidet«, at Jesus tog bægeret og sagde: Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod. Der må altså her være tale om enten det tredje eller det fjerde af påskemåltidets bægre. Paulus omtaler et sted nadvervinen som »velsignelsens bæger« (1 Kor 10,16). Det er netop den betegnelse, rabbinerne brugte om påskemåltidets tredje bæger. Det var altså i forbindelse med takkebønnen efter måltidet og det tredje bæger, at Jesus indstiftede anden del af nadveren.

Matthæus og Markus fortæller, at påskemåltidet sluttede med Lovsangen, præcist som det skulle ifølge den jødiske tradition.

Jesus var jøde. Hans sidste måltid inden korsfæstelsen var helt igennem præget af forskrifterne i Det Gamle Testamente og af de jødiske traditioner. Det var det jødiske påskemåltid, der dannede rammen om indstiftelsen af nadveren. Og det er det, der giver os nøglen til forståelsen af ordene »Gør dette til min ihukommelse«.


Nøgle og lovsang
Påsken var en mindefest om befrielsen fra slaveriet i Egypten. Gennem Moses understregede Gud, at israelitterne skulle fortsætte med at fejre påskefesten, også efter at de var kommet ind i det forjættede land (2 Mos 13,3-10).

Først kom de dog på 40 års ørkenvandring. Og da de endelig kunne drage ind i Kana'ans land, var alle voksne israelitter, der havde oplevet udvandringen af Egypten, døde. Eneste undtagelser var Josva og Kaleb.

Det er bemærkelsesværdigt. For Gud siger udtrykkeligt, at når Israel er kommet ind i Kana'an, skal den enkelte israelit forklare sin søn, at påskefesten skyldes »det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten« (2 Mos 13,8).

Hvordan kan Gud befale israelitter, der først var født på ørkenvandringen eller senere, at de skal tale om»det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten«? Allerede på Josvas tid havde flertallet af israelitterne jo ikke selv oplevet udvandringen af Egypten. Og få årtier senere var der ingen tilbage, der selv have været med den første, dramatiske påskenat. Hvorfor skulle de så ved påskemåltidet tale om, dengang »jeg« drog ud af Egypten?

Allerede de gamle rabbinere undrede sig. Den forklaring, de nåede frem til, lød således: I enhver generation skal mennesket betragte sig selv, som om han var draget ud af Egypten. (Mishna Pesahim 10,5)

Rabbinernes forklaring blev en del af det faste ritual for påskemåltidet. Deltagerne i påskemåltidet mindes ikke bare, at Gud førte Moses og hans generation ud af Egypten. Men i og med at de deltager i påskemåltidet, er de selv delagtige i det, der skete dengang. Enhver jøde, der spiser påskemåltidet, skal derfor anse sig selv for at have været med i udvandringen af Egypten den første påskenat.

Dét er nøglen til Jesu ord om nadveren. »Ihukommelse« betyder ikke bare minde, men delagtighed. Nadveren er ikke bare et mindemåltid om en kær afdød. Nadveren er delagtighed i det, der skete med Jesus i påsken i Jerusalem. Når Jesus siger, at vi skal fejre nadver til »ihukommelse« af ham, betyder det, at vi skal regne os for delagtige i hans død. Den, der deltager i nadveren, skal anse sig selv for at have været med i Jesu død. Han skal sige til sig selv: Jeg hang på korset sammen med Jesus, da han døde. Det var min straf, han bar; hans død var min død (2 Kor 5,14). Derfor er jeg i evighed fri for fordømmelse og straf.

Ordene om, at enhver jøde skal regne sig selv som delagtige i udvandringen af Egypten, fik de gamle rabbinere til at bryde ud i lovprisning. Kristne, som har del i Jesu død, har ikke mindre grund til at deltage i den lovsang:Derfor må vi takke, prise, herliggøre, ære, ophøje, lovsynge og love ham, som har gjort alle disse undere for vore fædre og for os. Han bragte os fra trældom til frihed, fra bekymring til glæde, fra sorg til en festdag, fra mørke til et stort lys og fra slaveri til forløsning - så lad os synge for ham det store Halleluja! (Mishna Pesahim 10,5)

Kilde: https://www.ordetogisrael.dk/artikler.php?action=laesartikel&id=110